Kapitel 1: “Et komplot fra venstrefløjen”
Da jeg startede på den venstremodede filmskole, var der ingen, der fortalte os, at man skulle være venstreorienteret for overhovedet at få lov til at arbejde i den danske filmbranche. Det blev ikke nævnt med et ord. Det var som om, at man skulle gætte sig til reglerne, der lå under overfladen, skjult bag fine ord om åbenhed og mangfoldighed. Men efter mange år i branchen må jeg erkende, at det faktisk er sådan, det hænger sammen. Hvis man holder sin politiske overbevisning for sig selv, kan man godt overleve. Men hvis man er journalistisk interesseret og begynder at lave noget, som venstrefløjen ikke bryder sig om, så bliver man sortlistet. Sådan opfatter jeg det, og jeg har læst flere artikler, hvor mange andre deler denne oplevelse.
Jørgen Ramskov, du er en af de store kommunister, som stadig sidder meget magtfuldt i filmbranchen, blandt andet som rektor på Den Europæiske Filmskole og som medlem af bestyrelsen på Det Danske Filminstitut. Din baggrund lægger du ikke skjul på. Selvom du er opvokset i en borgerlig familie, er du nærmest et typisk eksempel på en ung kommunist dengang. Først var du på skiferværk, hvor du arbejdede sammen med arbejderklassen – en særlig gruppe, som kommunisterne identificerede sig stærkt med. Selvom ganske få, ligesom dig, gik hele vejen og arbejdede blandt dem, gjorde du det faktisk – selvom der nok er langt fra pindemadderne i dag til de store kraner på skiferværket dengang.
Senere var du en del af kommunistpartiet. Du var tidligere kommunist og var i et par år omkring 1980 medlem af centralkomitéen i Kommunistisk Arbejderparti. Du kom fra et borgerligt hjem, men valgte tidligt en anden politisk vej. Som en del af venstrefløjen var du med til at arrangere atomkraftmarcher og stifte en lokal afdeling af anti-atomkraftbevægelsen OOA. I disse år blev du maoist og fandt samtidig arbejde på de store fabrikker, blandt andet et par år på maskinfabrikken Sabroe og senere seks år på flydedokken på Dannebrog Værft. I 1982 meldte du dig ud af KAP og kom senere ind på Journalisthøjskolen.
Jeg mødte dig første gang på DR. Jeg arbejdede derinde i dokumentargruppen under en anden venstreorienteret, Preben Wilhjelm. Jeg var virkelig glad for at have fået muligheden for at arbejde der. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg kastede mig over opgaverne med stor entusiasme. Jeg lavede blandt andet et program om langvarige selvmordsproblematikker, som blev godt modtaget. Da jeg var færdig med det, havde jeg flere dokumentarfilmidéer, jeg gerne ville i gang med. En af dem handlede om BZ-bevægelsen – en idé om at gense de gamle aktivister, se hvor de var i livet nu, og høre deres refleksioner over tiden i BZ. Det var et stærkt og relevant tema, som straks fik opbakning fra Det Danske Filminstitut og DR’s B&U-afdeling. Jeg modtog manuskriptstøtte og var klar til at gå i produktion.
Jeg mente dog, at udsendelsen ville passe bedre i voksenafdelingen, TV-Fakta, hvor du sad som en af de ledende. Derfor gik jeg ind på dit kontor for at høre din mening. Jeg havde fremsendt et kort oplæg til dig dagen før, og jeg var spændt på din vurdering. Da jeg trådte ind i det gamle kontor i TV-Byen med udsigt til parkeringspladsen, sad du afslappet og ventede. Jeg spurgte dig, hvad du syntes om at lave filmen i TV-Fakta, om vi kunne indgå et samarbejde der.
Dit svar kom som et chok for mig. Du sagde uden omsvøb, at den film ikke skulle laves. Jeg var målløs. Jeg forklarede, at jeg allerede var godt i gang og havde fået støtte fra både DR og Filminstituttet, men du var fast besluttet: filmen skulle ikke laves. Jeg kunne mærke, hvordan luften gik ud af mig. Det var som om, en usynlig mur blev trukket op foran mig. Jeg spurgte, hvorfor, men fik ikke noget klart svar, kun en opfordring til at finde en anden historie. Du foreslog, at jeg skulle tage ud til Sydhavnen og se, om jeg ikke kunne finde noget der.
Jeg var forundret, men besluttede at følge dit råd. Jeg tog ud til Sydhavnen, det gamle arbejderkvarter, og ledte efter en historie, der kunne interessere DR og passe ind i den politiske dagsorden. Men det føltes meningsløst. Jeg stod dér i den grå, lidt slidte bydel og tænkte på, hvad Jørgen Ramskov mon ville mene om det hele. Var det ham, der trak i trådene? Var det sådan, magten i filmbranchen udøves?
Til sidst måtte jeg give op. Jeg vendte tilbage til det, jeg havde, og skulle til møder med DR og Filminstituttet. Men så begyndte der at ske ting, som jeg ikke helt kunne forstå – mærkelige ændringer i støtteregler, pludselige afslag, og der dukkede nye projekter op, som lignede min film, men med en helt anden vinkel. Det var som om, nogen ville tage kontrollen over fortællingen og sikre, at den passede ind i den venstreorienterede dagsorden.
Efter mødet på dit kontor og turen til Sydhavnen begyndte jeg at ane, at der var en usynlig magt, der styrede, hvad der kunne fortælles, og hvordan det skulle gøres. Det var ikke bare en enkelt beslutning, men en lang række små, koordinerede handlinger, som tilsammen satte en effektiv bremse for min film. Jeg blev mødt med bureaukratiske forhindringer, pludselige ændringer i regler for støtte, og en mærkelig stilhed fra beslutningstagere, som ellers havde bakket projektet op.
Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg skulle have et møde med ledelsen i DR og Filminstituttet for at tale om finansieringen. På papiret var der støtte til projektet, men undervejs blev jeg præsenteret for krav om ændringer, der ville rokke ved filmens kernefortælling. Jeg blev bedt om at tone kritikken ned, ændre perspektivet, så det passede bedre til den venstreorienterede linje, der dominerede. Det føltes som om, min stemme blev kvalt, og at kunstnerisk frihed kun var en illusion.
Jeg oplevede også, hvordan alternative projekter, der fortalte den samme historie, men fra en venstrefløjsvenlig vinkel, blev hevet frem og støttet. Disse produktioner blev præsenteret som de “rigtige” fortællinger, der skulle prioriteres, mens min version blev betragtet som problematisk og uønsket. Det var som om, der blev skrevet en ny historiebog – en, der passede til dem, der sad på magten.
Det var frustrerende og nedslående. Jeg følte mig isoleret, som en ensom stemme, der blev holdt udenfor. Flere kolleger, som jeg talte med, fortalte mig, at de havde lignende oplevelser, men de var bange for at stå frem. Frygten for at blive sortlistet, for at miste jobmuligheder eller støtte, var reel og begrænsede den åbne debat.
Det gik op for mig, at denne ensretning ikke kun handlede om politik, men om kontrol over fortællingerne i vores kultur. At fortælle en historie, der ikke passede ind i den etablerede dagsorden, kunne få konsekvenser langt ud over den enkelte produktion. Det handlede om magt, netværk og om at forme offentlighedens opfattelse.
Jeg begyndte at forstå, hvorfor så mange holdt deres politiske holdninger skjult i branchen. Det var en overlevelsesstrategi. Men for mig gik det ikke længere bare at overleve – jeg ville kæmpe for retten til at fortælle sandheden, som jeg så den.
Det var også her, jeg for alvor begyndte at reflektere over, hvilken rolle venstrefløjen spillede i filmbranchen. Hvordan de, gennem deres positioner og netværk, satte dagsordenen for, hvad der var acceptabelt at sige og vise. Det var ikke nødvendigvis med ond vilje, men med en stærk tro på deres egen ret og forståelse af verden. Men konsekvensen blev, at mange stemmer blev kvalt.
Den kamp, jeg begyndte, var ikke kun min egen. Det var en kamp for alle, der vil have en mangfoldig og frit tænkende dansk filmkultur. For det er kun gennem frihed til at fortælle alle sider af historien, at kunsten kan leve og udvikle sig.
Når man taler om dansk film- og tv-branche, kan man ikke komme uden om den stærke venstreorienterede dominans, der præger miljøet. Det er ikke nogen hemmelighed, at størstedelen af magtpositionerne inden for filmproduktion, støtteordninger og beslutningsorganer er besat af folk med venstreorienterede holdninger. Det betyder, at de historier og perspektiver, der passer ind i denne politiske ramme, har langt lettere ved at få støtte, opmærksomhed og plads.
Det skaber en kultur, hvor visse synspunkter ikke bare favoriseres, men hvor alternative eller kritiske stemmer ofte bliver mødt med modstand – enten åbenlyst eller mere subtilt. Venstrefløjen har et netværk, der støtter sine egne, og de har en klar idé om, hvilke fortællinger der er værd at fortælle, og hvilke der helst skal holdes ude af rampelyset.
Denne ensretning har konsekvenser. For kunstnerisk frihed handler ikke kun om at kunne skabe frit, men også om at få lov at blive hørt og set. Når hele systemet – fra Filminstituttet og DR til produktionsselskaber og filmskoler – i høj grad styres af én politisk overbevisning, bliver det svært at bryde igennem med historier, der ikke passer ind.
Det betyder ikke, at alle film og produktioner er politisk styrede, men det betyder, at mange gode og vigtige historier aldrig ser dagens lys, simpelthen fordi de ikke matcher den politiske dagsorden. Det er en form for censur, der foregår under radaren, men som alligevel har stor effekt på, hvordan den danske filmkultur udvikler sig.
Det er i denne kontekst, man skal forstå de historier, jeg har oplevet – både min egen og andres. Det handler om et magtspil, hvor venstrefløjen i filmbranchen bruger sin position til at sikre sin fortælling og lukke andre ude. Det er derfor, jeg mener, der er et komplot fra venstrefløjen – ikke som en konspiration i mørke baglokaler, men som et system, der arbejder for at bevare sin magt og ensrette kunsten.
Hvis vi vil have en mangfoldig og levende dansk filmkultur, må vi turde tale om denne magtstruktur og arbejde for, at flere stemmer får plads – også dem, der ikke passer ind i den dominerende dagsorden.
Kapitel 2: Udfordringer i bollerummet
For at gøre det mere konkret, vil jeg nu fortælle om et forslag, jeg engang skrev, der hed “Udfordringer i bollerummet”. Bollerummet forbindes ofte med venstrefløjens kollektiver – et rum skabt til fri sex, hvor folk kunne komme og dyrke deres lyst uden forbehold. Der er en særlig mystik omkring bollerummet, fordi der findes meget lidt dokumentation eller åbenhed om det. For mig er det en historie, som venstrefløjen ikke ønsker, bliver fortalt. Modsat historier som Anders Riss Hansens om BZ-bevægelsen, der dyrker den revolutionære romantik og den voldelige modstand, er bollerummet et mere mystisk og også sjovt fænomen. Det er et helt anderledes sted, når man tænker over, at man kalder det et bollerum.
Har du nogensinde selv deltaget i et bollerum? Har din kæreste? Forestil dig et tv-program på DR om bollerummet – tror du, det ville blive godkendt? Jeg tror ikke, det ville. Ikke fordi det ikke kunne blive en god udsendelse, men fordi venstrefløjen ville smile af det eller måske afvise det. Alligevel er det en interessant historie, fordi den afspejler en tid, en gruppe mennesker, der var opslugte af frihed og eksperimenter. Det er spændende at høre om ideen bag bollerummet, de praktiske regler, hvor mange der måtte komme ind, om der var ventelister, og hvor frit det egentlig var – hvem man måtte have sex med, og om der var nogen styring.
Forestil dig, at din kæreste Line gik i bollerummet, mens du var på rejse. Ville det være i orden? Var der en forpligtelse til at fortælle, hvem man havde været sammen med? Jeg mødte engang en mand, der havde deltaget i bollerummet. Han havde aftalt med sin kone, at de begge skulle derhen den aften. Han forklarede, at det var ham, der mest ønskede det. Men det gik ikke som forventet. Flere ville gerne have sex med hans kone, men ingen ønskede at være sammen med ham. Hun var i fuld gang, mens han måtte ligge på sofaen og vente. Forholdet endte med at gå itu, selvom det hele var aftalt på forhånd.
Den historie viser de udfordringer, der ligger i at praktisere fri sex. Det ville være interessant at høre mere om det. Jeg tænker, at medvirkende i sådan en udsendelse skulle være både gamle hipier og deres børn, så man kunne se det fra begge sider: dem, der deltog, og de børn, der voksede op med forældre, der gik i bollerummet.
Det er klart, at en udsendelse som denne skulle laves med nænsomhed. Hvis venstrefløjen skulle gå med til sådan en udsendelse, skulle den naturligvis laves af en af deres egne – måske et af de venstreorienterede børn, ligesom vores kendte instruktør XXX, der skulle lave filmen om kollektiverne. På den måde kunne man sikre, at det blev en “god” film.
Men tror du, at hvis man søgte om at lave et program på DR om udfordringerne i bollerummet, at det ville blive godkendt? Jeg tror ikke det. Jeg er sikker på, at hvis du stadig sad som chef, ville du også sige, at den film ikke skulle laves – på samme måde som da jeg mødte dig i TV-Byen og havde fået støtte til en film om MBZ-bevægelsen. Din bemærkning dengang var også, at den film ikke skulle laves.
Når du læser resten af historien, vil du se, hvordan venstrefløjen stoppede den film og lavede en anden udgave, der passede bedre til deres fortælling.
Denne fortælling om bollerummet er ikke bare en kuriositet. Den symboliserer, hvordan visse historier, der ikke passer ind i en politisk dagsorden, bliver holdt ude. Det er en del af den større ensretning, jeg har oplevet i branchen. Og det er netop derfor, jeg fortæller den – for at vise, hvordan frihed i kunsten og medierne ikke kun handler om kreativitet, men også om modet til at turde fortælle det, man oplever, selv når det ikke passer ind i de magtfulde netværks fortællinger.
